Andesteg med brune kartofler og rødkålssalat
Udskriv
for
Er din and frossen skal den tages op af fryseren og puttes i køleskabet 2-3 dage før brug.

På dagen:
Anden renses. Indmad tages ud, eventuelle fjerrester fjernes. Stik hånden ind og fjern overskydende dele af lynger. Skyl anden godt med vand. Aftør den grundigt med køkkenrulle. Hak vingespidserne af - skal senere bruges til sovsen. Gnid anden ind i groft salt både udvendigt og indvendigt.

Fyldet: Skræl æblerne, fjern kernehusene og skær den i både eller tern. Bland æble tern, svesker med hakket timian, salt og peber. Prop blandingen ind i anden - ikke nødvendigvis propfyldt. Luk anden ved at binde lårene sammen. Kødnåle kan også anvendes til at lukke anden.

Stegning: Læg anden på en rist over bradepanden med brystet opad.

Bruning af and (kan udelades): Ovnen er forvarmet til 250 grader når anden sættes i ovnen. Brun den i 15 minutter. Hæld fedtet fra.

Sæt temperaturen på 150 grader. Hæld 1 liter vand i bradepanden. Lad anden stege i 2 - 2,5 time. Center temperaturen skal være ca. 73 grader. Hæv temperaturen til 225 grader og efterbrun anden i ca. 10 min. til skindet er sprødt. Den er færdig når lårene har løsnet sig let.

Partering: Anden tages ud og skal hvile i 20 minutter inden den parteres. Tag æbler og svesker ud og læg dem i bunden af en mindre bradepande. Skær lårene fri helt om på ryggen. Del i over- og underlår. Skær brystet fri på hver side, og del hver i 3-4 stykker. Læg andestykkerne over på æbler og svesker.

Saucen: Kog hals, vingespidser, kråse og hjerte sammen med hakket løg og gulerod og evt. bouillon i 1 time. Hæld stegeskyen fra anden over i en skål. Kan gøres lidt før anden er færdig hvis lidt væde efterlades i bradepanden. Lad det stå et øjeblik, og skum fedtet af (det lægger sig foroven). Si den kogte bouillon over i skyen. Smelt smørret i en gryde og pisk melet i. Spæd med skyen, til saucen er tilpas. Kom fløden i, og kog saucen igennem. Smag til med salt og peber og evt. lidt ribsgelé. Lidt portvin giver også en god smag. Farv med lidt kulør.

Brunede kartofler: Hæld kartoflerne over i et dørslag og skyl dem. Fordel sukkeret i et jævn lag på den kolde pande. Varm sukkeret op uden omrøring (vigtigt!). Først 2 min. kraftig varme og derefter jævn varme. Tilsæt smørret og skrue op på kraftig varme. Kom kartoflerne på panden. Brun kartoflerne ved kraftig varme i 6 minutter. Vend dem forsigtigt under stegningen.

Rødkålssalat: Smid de yderste blade af rødkålen væk. Vask resten. Skær det i tynde strimler. Skræl appelsinerne med en kniv så den hvide hinde forsvinder. Skræ appelsinerne i skiver. Put kålen i en skål, drys halve valnødder over og pynt med appelsinskiver. Bland en dressing af honning, rødvinseddike, olivenolie og salt og peber. Vend dressingen i salaten.

Tips mht. rester: Pil kødet fra ben og fedt og anvende det i en salatblanding en af de følgende dage.
Karakter Bedømmelser
Indsend et billede af din ret - det kan blive vist her
Arbejdstid
Antal personerSamlet tid
Ingridienser
3 kg And
1 håndfuld Salt, groft
2,5 stk. Æbler, syrlige
250 g Svesker,
1 tsk Timian,
Peber, friskkværnet
1 stk. Løg
1 stk. gulerødder
50 g Smør, til sovsen
2 spsk Mel, til sovsen
1 dl Fløde
1 spsk Ribsgele
1 kg Kartofler, små på glas
85 g Sukker
25 g Smør
400 g Rødkål
2 stk. Appelsiner
1 håndfuld Valnødder
1 tsk Honning
0,5 tsk Rødvinseddike
3 tsk Olivenolie
Salt og peber